Dette må du aldrig skrive på sociale medier

Leif Jensen

Vi opfører os meget anderledes på sociale medier end i den virkelig verden. Vi fortæller gerne alt om os selv og vores familier. Vi fortæller om vores indkøb, vi deler billeder og kommenterer, sender private beskeder, og listen er lang.

Men det er ikke uproblematisk at dele så meget om os selv. Det kan munde ud i identitetstyveri, hvilket igen kan betyde, at svindlerne får fat i dine kodeord og logininformationer, og det kan lede til, at de får fat i dine mest personlige informationer.

Det er derfor vigtigt at være opmærksom på, hvad man skriver om sig selv, og ikke mindst hvad man absolut ikke må skrive om sig selv.

  1. Undgå informationer, der kan identificere dig
    Svindlere leder efter information, der kan bruges til at scamme andre i dit navn. De kan forsøge at få adgang til dine onlinekonti, når de mener, de ved nok om dig til at gætte dine hemmelige spørgsmål, og dermed overtage dem for måske at få adgang til andre af dine onlinetjenester.
    Skriv ikke mere end højst nødvendigt.
  2. Hold dine rejseplaner hemmelige
    Det kan virke uskyldigt at skrive om din kommende ferie eller lægge billeder op fra ferien, mens du er afsted. Men de informationer kan bruges af tyve, der overvåger sociale medier, og så kan de besøge dit hjem, mens du nyder sydens sol.
    Så lad nu være med skrive, hvornår du skal afsted, eller hvor du er her og nu. I stedet så kan du jo fortælle om rejsen, når du kommer hjem.
  3. Pas på med at annoncere store køb
    Hvis du køber en ny bil eller dyre juveler, skal du måske overveje, om du skal udbasunere det for hele cyberverdenen. En ting er, at dine venner bliver jaloux, men du gør også opmærksom på, at du har noget, der er værd at stjæle.
  4. Hold dine børnebilleder for dig selv
    Jeg ved det godt – det er fristende at lægge billeder af dine børn online. Når de tager deres første skridt, når de er i bad, når de leger med naboens børn og så videre. Men ud over, at de højst sandsynligt ikke er gamle nok til at give dig lov til at lægge de billeder online, så er der den større risiko for, at deres billeder bliver hentet af andre og brugt på onlinesteder, du ikke ønsker dine børns billeder. Og husk, at du altid skal have tilladelse, inden du lægger billeder af andres børn online.
  5. Undlad at brokke dig over jobbet online
    Det kan være fristende at lufte jobfrustrationer online. Men tænk lige over, hvem der faktisk kan se din profil og opdateringer. Hvis nogen fra jobbet ser, du brokker dig, og den information ender hos din chef, hvad så? Mister du jobbet? Går du glip af en forfremmelse, eller bliver du måske ligefremt fyret, hvis du brokker dig ’for meget’?
  6. Hold dine finansielle informationer for dig selv
    Denne giver næsten sig selv. Men lad være med at lægge billeder af dit kreditkort, kørekort eller lignende online. Heller ikke, selvom du slører detaljer af det. Det kan give svindlere nok information til at fremstille falske kort i dit navn.
  7. Hold private samtaler – private
    Sociale medier er i deres natur et offentligt forum, selv hvis din konto er lukket så meget ned som muligt. Derfor er det ikke det sted, du skal dele personlige informationer eller følsom information.
    Så private samtaler bør føres over sikrede kanaler, f.eks. mail. Aldrig på sociale medier eller deres beskedtjenester.

Generelt så skal du være forsigtig med at overdele på sociale netværk, og du skal få lukket dine sociale medier ned så meget som muligt. Vær sikker på, at det kun er dine venner, der kan se dine opdateringer, tjek dine venner ofte og vær forsigtig med, hvad du klikker på.

Husk at du på cybervejret.dk kan få en ugentlig opdatering om it-sikkerhed. Her tager jeg hver uge pulsen på cybersikkerhedssituationen i Danmark og resten af verden.