Er din pc blevet hacket? Sådan tjekker du – og kommer videre

Next story
Leif Jensen

Vi hører konstant om store virksomheder, der er blevet ramt af hackere, og du har helt sikkert hørt om 7-Eleven-sagen i medierne.

Men det er ikke kun virksomheder, der bliver ramt af hackere og deres ransom/malware. Private bliver i høj grad ramt gennem phishing og social engineering og ikke mindst gennem software og operativsystemer, der ikke bliver opdateret.

De cyberkriminelle har utrolig mange adgangsveje til vores computere og er ikke sene til at udnytte dem. Ikke mindst fordi mange af os stadig ikke bruger fler-faktor-godkendelse til vores online-tjenester og -systemer.

For selvom det måske ikke virker til, at du har noget af interesse på din computer, så er det ikke tilfældet. Din computer er en guldgrube for de fleste hackere. Personlige oplysninger, der kan misbruges, og ikke mindst kan din computer bruges i større bot-net, når hackerne skal angribe store systemer og har brug for enorme mængder af computerkræfter.

Derfor er det vigtigt at sikre din computer mod hackere, hvilket jeg allerede tidligere har skrevet om her.

Hvis du nu ikke har fået sikret din computer eller har mistanke om, at den måske alligevel er blevet kompromitteret, eller hvis du bare vil være helt sikker – så har jeg her 10 tegn, du skal holde øje med, som kan tyde på, at din computer – måske – er blevet hacket.

Jeg har, naturligvis, også et par gode råd til dig, hvis du skulle være så uheldig at være blevet ramt af hackere.

  1. Du får en ransomwarebesked
    Hvis du får en besked om, at din computer er låst, og ikke det vanlige startbillede, når du tænder din computer, så er der ikke så meget at være i tvivl om. Du er hacket og får typisk en kort tid til at indbetale et beløb i f.eks. Bitcoin. Den dårlige nyhed er, at selvom du betaler, så kan du ikke være sikker på at få dine data tilbage.
  2. Computeren er langsom
    Mange malwaretyper, fx trojanske heste, orme og kryptovaluta minere sløver din computer. Det gælder ikke mindst malware, der forsøger at ’grave’ efter digital valuta. Sløve computere i sig selv er ikke det samme som en hacket computer, dårlig pc-hygiejne kan også være årsagen. Men det er et faresignal, der bør undersøges.
  3. Webcam tænder af sig selv
    Ikke alt malware handler om at hente data fra din computer. Der findes også malware, der vil forsøge at spionere på dig ved at tænde for dit webcam. Tjek om dit webcam tænder af sig selv, og vær sikker på, at det altid er blokeret af en fysisk barriere, f.eks. et plaster eller lignende.
  4. Venner og bekendte får mærkelige beskeder fra dig
    Hvis dine kontakter brokker sig over, at du sender mærkelige beskeder til dem, f.eks.  via Facebook Messenger, så er det et sikkert tegn på, at hackere har fået adgang til din konto. Noget, der forresten kan undgås ved fler-faktor-godkendelse.
  5. Mærkelige pop-up beskeder
    Hvis du får mange, og mærkelige, pop-up beskeder og reklamer på din computer, er der gode muligheder for, at du har fået malware på din computer.
  6. Ny værktøjslinje i din browser
    Mange ondsindede programmer vil installere deres egen værktøjslinje i din browser. Samtidig vil de muligvis også lægge deres egen startside ind, en du ikke kan ændre. Velkommen til en hacket computer – som nok skal have en stor hovedrengøring, før den kommer af med synderen igen.
  7. Mærkelige ikoner på skrivebordet
    Ud over ny værktøjslinje på browseren, så skal du også være opmærksom på nye ikoner på skrivebordet. De er lette at spore, men tyder også på, at hackere har fået adgang til din computer.
  8. Kodeord virker ikke længere
    Hvis du oplever, at du pludselig ikke kan logge ind på dine online-konti længere, så kan du været ret overbevist om, at du har haft besøg af cyberkriminelle. For ud over at plante malware på din computer, så vil mange også gå efter dine online-konti.
  9. Genbrug af data og login
    Det er væsentligt at være opmærksom på, hvis nogle af de steder, du besøger online, siger, at de er blevet hacket. Dine login-data kan være lækket, og hvis du genbruger login-detaljer på tværs af tjenester, så skal du være opmærksom her. Tjek og skift kodeord hurtigt, og genbrug dem aldrig.
  10. Advarsel fra din sikkerhedssoftware
    Du skal altid tage advarsler fra din sikkerhedssoftware alvorligt. Der findes falske advarsler på nettet, der kan ligne officielle beskeder, og dem skal du se bort fra. Men hvis din installerede software brokker sig, så skal du altid være på stikkerne.
    Tjek, at beskeden kommer fra din egen sikkerhedssoftware, og kontroller, om den har renset truslen eller bare er kommet med anbefaling til, hvad du skal gøre.

Ingen grund til panik

Det er ikke sjovt at blive ramt af hackere, og det skal altid tages seriøst. Men derfor skal du ikke gå i panik. Mange cyberkriminelle forventer det og vil gerne have dig til at reagere uoverlagt.

Det allerførste, du skal gøre, er at køre et anti-malwareprogram fra et sikkerhedsfirma, du stoler på, og ikke et tilfældigt link på internettet. Herefter bør du overveje:

  • At nulstille alle kodeord og konti forbundet med din computer
  • At hente et multifaktor-program, så du kan sikre dig mod fremtidige angreb
  • At investere i et værktøj, der overvåger Dark Web og tjekker, hvilke data der er stjålet/eksponeret
  • At låse alle dine konti, så hackere ikke kan udnytte dem
  • At overvåge alle konti for mistænkelig aktivitet, specielt bankkonti
  • Hvis du stadig ikke er sikker på, at din computer er renset, så nulstil dine kodeord fra en anden kilde, nulstil din computer helt, og kontakt din bank.

Husk at du på cybervejret.dk kan få en ugentlig opdatering om it-sikkerhed. Her tager jeg hver uge pulsen på cybersikkerhedssituationen i Danmark og resten af verden.