Du har garanteret hørt de to ord, Fake News, masser af gange. Ikke mindst har den tidligere amerikanske præsident, Donald Trump, gjort det til et begreb, der bliver kastet i grams.
Det er dog ikke noget nyt fænomen eller begreb; allerede tidligere i det 19. århundrede blev det brugt af aviser i et forsøg på at nedgøre andre medier (og sige, at de selv var de eneste troværdige).
I takt med internettets udbredelse, og at det er blevet let for alle at få informationer online, er Fake News blevet noget, vi alle bør forholde os til – også når det kommer til it-sikkerhed.
Men lad mig lige starte med at ridse kort op, hvad Fake News er. For det er ikke altid ondsindet, selvom det ofte virker sådan.
I dag ser vi Fake News som en del af Clickbait, hvor forskellige forsøger at lokke dig til at trykke på links. Det bliver ofte gjort via påstande, der ingen rod har i virkeligheden, og dermed er det… Fake News.
Vi ser det også i konflikter eller fra politiske partier, hvor påstande bliver lagt ud som sandhed, men hvor det ikke nødvendigvis er en korrekt udlægning, de kommer med. Igen – Fake News.
Nogle gange ser vi også, at journalister bare ikke gør deres arbejde ordentligt og derved kolporterer forkerte informationer, og selvom det ikke nødvendigvis er af ond vilje, så er det stadig Fake News.
Visse steder på nettet gør brug af satire og ironi, og hvor det nok er sjovt, jamen så er det, der skrives, jo heller ikke nødvendigvis sandheden.
Vi ser også – ikke mindst i konflikter - at der bliver brugt kræfter på mis- og desinformation, hvor det første måske ikke er af ond vilje, men hvor det andet klart er det.
Så Fake News er mange ting, men fælles er, at det du læser, ikke er sandt.
Skaber ustabilitet og sikkerhedsproblemer
Der opstår derfor to umiddelbare problemer i kølvandet på Fake News. Dels kommer der en mistro til informationer generelt, folk holder op med at stole på autentiske kilder og finder de informationer, der passer ind i deres verdensbillede. Det skaber ustabilitet i samfundet og gør det svært at få den rigtige information ud.
Et andet problem er, at mange steder vil Fake News have dig til at klikke på et link. En ting er, at du kommer ind på et site, der måske tjener penge på dit besøg, men meget værre er, at du er i højrisikogruppen for at bliver ramt af malware.
Sitet kan let være kodet med ondsindet kode, der udnytter sårbarheder og vil inficere din computer – helst uden du ved det. Derved bliver Fake News et problem, og hvis du klikker på disse links fra din arbejdscomputer, så er det ikke kun dig, men hele din virksomhed, du i princippet udsætter for it-sikkerhedsproblemer.
Sådan slipper du fri
Så hvordan identificerer du så Fake News? Det behøver faktisk ikke være så svært, men det kræver, at du tænker, inden du klikker.
- Tjek kilden. Hvis kilden er et af de kendte og etablerede, så er risikoen for Fake News mindre og risikoen for it-sikkerhedsproblemer minimal.
- Tjek skribenten/forfatteren. Er de kendt for at skrive sandheden eller for at være populistiske?
- Tjek med andre. Kildekritik er altid vigtig. Kan du få bekræftet informationen andre steder? Ellers er det højst sandsynligt Fake News.
- Tjek billeder. Fake News bruger ofte billeder til at underbygge deres, forkerte, påstande. En god ting er at tjekke billeder på Google, hvis det er billeder, der hører sammen med andre historier, så er der en god chance for, at vi har med Fake News at gøre.
- Vær kritisk. Hvis historien virker for ’god til at være sand’, så er den det ofte også. Mange Fake News historier udnytter aktuelle situationer eller forsøger at fremkalde kraftige følelser. Så stil altid spørgsmål ved sensationalistiske historier, ofte er de ikke, hvad de giver udtryk for
- Hav it-sikkerheden i orden. Vær sikker på, at din computer eller mobile enhed altid har opdateret operativsystem, programmer og apps, samt et godt og velfungerende sikkerhedsprogram. Det stopper ikke Fake News, men det kan minimere de skader, et site med Fake News kan forårsage.