Har du virkelig brug for et overvågningskamera hjemme?

Next story
Leif Jensen

Danskerne er vilde med overvågningskameraer i hjemmet, ikke mindst de smarte løsninger, der automatisk overvåger og giver alarm, når du ikke er hjemme. Danmarks Statistik kunne f.eks. i 2020 fortælle, at 15 % af den danske befolkning bruger smarte alarm-, overvågnings- og sikkerhedssystemer. Et tal, der kun er gået op siden.

Men er det nu også helt problemfrit at bruge overvågningskamera i hjemmet, eller åbner du op for hackere fra hele verden, der pludselig kan holde øje med dig og filme, hvad du foretager dig, når du er hjemme?

Udfordringen med de smarte overvågningskameraer er, at de er forbundet til dit trådløse netværk og dermed ikke alene har adgang til alle dine andre smarte enheder og computere på samme netværk, men også at de kan sende informationer videre til eventuelle cyberkriminelle via dit WiFi.

Jeg har derfor otte spørgsmål, du bør stille dig selv, inden du investerer i et overvågningskamera til hjemmet. Men inden jeg kommer til dem, så skal jeg lige påpege, at selvom et overvågningskamera ikke nødvendigvis er et sikkerhedsproblem, så udgør det et potentielt sikkerhedsproblem, som du bør være opmærksom på.

  1. Har du virkelig brug for et sikkerhedskamera?
    Det første spørgsmål, du skal stille dig selv, er, om du virkelig har brug for et overvågningskamera i hjemmet, eller om du bare vil have et, fordi alle andre har et eller er ved at anskaffe sig et. Når du alligevel har gang i disse tanker, så skal du også lige overveje, om du har brug for et fuldt system, eller om du kan nøjes med et billigere enkeltstående kamera.
  2. Har du styr på sikkerheds- og privatlivs risici?
    Dette er et kritisk punkt. For hvor sikkerhedskameraet skal beskytte hjemmet, så er der også en risiko for, at det faktisk øger sikkerhedsproblemerne i hjemmet. Hackere kan i princippet få adgang til det og se, hvad du og din familie laver i hjemmet, eller om der er nogen hjemme. Derfor skal du sikre, at såvel kamera som router og andre smarte enheder er godt beskyttet gennem stærke kodeord, opdateret firmware og en god firewall.
  3. Har du tjekket leverandøren?
    Der findes mange sikkerhedskameraer på markedet i dag, og derfor er det vigtigt, at du tjekker leverandøren, inden du køber. Er det et mærke, der er kendetegnet med god sikkerhed, eller er det et ukendt kinesisk mærke købt på Amazon? Hvis du ikke kan få garanti for ting som stærk kryptering, så find et andet brand – gerne et kendt et af slagsen.
  4. Ved du, hvad der sker med optagelserne?
    Du skal også være helt sikker på, hvad der sker med videooptagelserne fra kameraet. Bliver de gemt hos dig selv eller på leverandørens datacenter i skyen? Du skal også lige vide, om de data ligger inden for EU, eller om de bliver sendt ud af EU Zonen – hvilket ikke er tilladt i forhold til GDPR.
  5. Ved du, hvordan du sikrer et overvågningskamera?
    Når du har styr på de sikkerhedsrisici, der er forbundet med et overvågningskamera, skal du have styr på, hvordan du sikrer det. Som det første skal du altid ændre standardkodeordet til noget stærkt og unikt, og gerne til multifaktor-godkendelse.
    Du skal også sikre, at du opdaterer firmwaren jævnligt, for en seriøs leverandør vil løbende sende sikkerhedsopdateringer ud. Ved at slå muligheden for at se live video fra kameraet fra, sikrer du også, at en hacker ikke lige vil kunne bruge den funktion.
  6. Har du styr på at konfigurere et smart hjem?
    Sikkerheden handler ikke kun om kameraet – dit smarte hjem skal også sikres. Din router er gateway til alle de smarte enheder i hjemmet og kan være kilden til sikkerhedsproblemer, hvis den ikke er konfigureret korrekt. UPnP og Port forwarding, der sikrer, at enheder kan finde hinanden på netværket, kan hijackes af hackere, så de får adgang til dine overvågningskameraer. Derfor bør du overveje at slå de muligheder fra – men vær opmærksom på, at det kan betyde, at visse applikationer og enheder ikke vil virke.
  7. Ved du, hvordan du tjekker, om et overvågningskamera er hacket?
    Det kan være svært at opdage, om dit overvågningskamera er hacket. To ting, du bør holde øje med, er, om der er uventede bevægelser eller lyde fra det. Hvis du pludselig ikke kan logge ind, eller koden til din konto er ændret, er det heller ikke noget godt tegn.
    Hvis kameraet pludselig er langsommere, kan det også betyde, at en hacker benytter det, men det kan dog også være et udtryk for dårlig internetforbindelse.
  8. Har du styr på, hvad det betyder for andre?
    Når du får et overvågningskamera i hjemmet, handler det ikke kun om din egen sikkerhed og privatliv. Det kan også påvirke naboer, hvis kameraet f.eks. kan se, hvad der sker uden for din egen grund. Her skal du være opmærksom på GDPR-reglerne, der betyder, at folk har ret til deres privatliv. Så du skal sikre, at du placerer et kamera, så det ikke bryder disse regler. Du skal også være opmærksom på, at kameraer i hjemmet potentielt kan overvåge gæster, og det skal du altid gøre folk opmærksom på.

Husk at du på cybervejret.dk kan få en ugentlig opdatering om it-sikkerhed. Her tager jeg hver uge pulsen på cybersikkerhedssituationen i Danmark og resten af verden.