Dark Web – nettet du ikke kender

Next story
Leif Jensen

Internettet er stort og indeholder informationer om snart sagt alt. Men der findes en del af internettet, som du måske hører tale om indimellem, det mørke net, eller som vi kalder det i daglig tale: the Dark Web.

Dette må ikke forveksles med ’the Deep Web’ – de to ting er absolut ikke det samme. Kort fortalt så er ’the Deep Web’ en betegnelse, vi bruger for alle de ting på nettet, som ikke bliver indekseret af f.eks. Google, og som du ikke har adgang til. Det kan f.eks. være databaser, sider bag betalingsmure og lignende.

The Dark Web, derimod, kan sagtens tilgås. Det kræver en speciel browser, masser af tålmodighed og ikke mindst en årsag til at ville være der.

Navnet kommer af, at det er bygget op omkring mørke, darkness. Det ligger oven på det traditionelle internet, men kan kun tilgås via en speciel browser som f.eks. TOR-browseren. TOR står for The Onion Router, og analogien til et løg skal tages meget alvorligt. 

De mange lag af et løg repræsenterer de mange lag af kryptering, der findes på TOR-netværket. Her bliver trafikken krypteret og routet gennem mange servere rundt om i verden. Herved bliver din ip-adresse skjult og dit privatliv beskyttet. Det betyder også, at alt går lidt langsommere, når du browser the Dark Web, for alt bliver konstant krypteret og sendt verden rundt.

Hertil kan jeg lige tilføje, at alle hjemmesider, der findes på TOR-netværket, har top level domænenavnet .onion. På samme måde som sider, du normalt tilgår, ender på .dk, .com og så videre.

For alle, og så ikke alligevel

Umiddelbart kan alle få adgang til the Dark Web. Alt, det kræver, er, at du henter TOR-browseren og installerer den. Du kan sagtens bruge den til at surfe på internettet helt som normalt. Forskellen er blot, at din gøren og laden er anonym og krypteret.

Det er da heller ikke ulovligt at benytte TOR-browseren og surfe på den. Men når du først er på the Dark Web, så har du også mulighed for at finde de langt mere problemfyldte sider.

På the Dark Web kan du f.eks. søge via en søgemaskine, der hedder DuckDuckGo, der er den mest populære på det mørke net. Men at du bruger den, betyder ikke, at du pludselig bliver ledt hen til de lyssky sider. 

DuckDuckGo sender dig som oftest til sider på det kendte internet, og du skal søge meget specifikt, før du finder de steder, der ikke er helt så rene i kanten. Da der samtidig kun er ganske få sider på the Dark Web i sammenligning med det kendte net, så vil disse sider være ret svære at finde. Ofte vil det være nødvendigt at kende den præcise adresse for at finde en given hjemmeside.

Det er dog ikke alle .onion-sider, der er ulovlige. Nogle af dem er sider, som f.eks. ønsker at beskytte de besøgendes identiteter, men som ikke indeholder noget ulovligt.

Problemet med the Dark Web er dog, at du bare ikke kan vide det på forhånd. Du kan risikere at ende på en hjemmeside, hvor du bliver inficeret med malware, eller hvor du kan købe ulovlige ting og sager. Det er f.eks. på the Dark Web, at man kan finde hjemmesider, hvor man kan købe ransomware-angreb, og for den sags skyld også mord.

Netop fordi du er så anonym på the Dark Web, er det så populært for kriminelle og til stor frustration for politi og sikkerhedsorganisationer over hele verden.

Jeg vil godt lige slutte dette blogindlæg af med at pointere, at jeg ikke anbefaler nogen at surfe på the Dark Web. Risikoen for at tiltrække malware eller blive svindlet er alt for stor her. Men hvis du alligevel vælger at besøge den del af internettet, så vær sikker på, at du har opdateret din sikkerhedssoftware og sat den til højeste grad af beskyttelse.

Hvis du har mulighed for det, så brug en vpn-forbindelse for at sikre dig endnu mere, og tænk dig om, hvis du bevæger dig ind i et problematisk område.

Husk at du på cybervejret.dk kan få en ugentlig opdatering om it-sikkerhed. Her tager jeg hver uge pulsen på cybersikkerhedssituationen i Danmark og resten af verden.