Fem sikkerhedsråd til det nye år

Next story
Leif Jensen

Nytåret nærmer sig, og det er tid til at tænke over, hvilke nytårsforsætter du vil bryde i 2023. Men det er også tid til at tage et nærmere kig på dine apps på din smartphone, og hvordan du vil bruge dem.

For de cyberkriminelle har ikke til sinds at være sød ved dig i 2023. De vil gøre alt, de kan, for at udnytte dine behov for apps, og dermed komme ind på din mobile enhed eller enheder.

For der findes hundreder af apps på både Google Play og App Store, hvis eneste mål er at stjæle dine data og kodeord fra dig. Firmaet bag Facebook, Meta, har blandt andet identificeret mere end 400 falske apps, hvis eneste mål er at stjæle login til den sociale platform.

Så et af dine vigtigste nytårsforsætter bør derfor være at sikre, at dine apps ikke napper dine personlige oplysninger lige under næsen på dig. Derfor har jeg fem sikkerhedstips til dig og din app-sikkerhed i 2023.

Tip nr. 1
Slet dine gamle apps. Når du alligevel har gang i at rydde op efter nytårsfesten, så kan du lige så godt gå i gang med at rydde op i dine apps. Gå igennem din smartphone, og slet alle apps, du ikke har brugt i det sidste halve år. Samtidig så skal du også sikre, at du sletter de konti, der er knyttet til de apps.

Tip nr. 2
Vurder dine nye apps. Når du nu er gået i gang med de gode tanker og vaner for 2023, så skal du vænne dig til at baggrundstjekke alle nye apps, du vil hente. Du skal tjekke ting som bedømmelser, og hvem udvikleren er (og vær forsigtig her, for visse svindlere har navne, der meget tæt minder om kendte og troværdige firmaer). Apps med under 50 bedømmelser bør du som udgangspunkt være mistænkelig over for. Du skal også være opmærksom på, at hvis anmeldelser mangler detaljer, så kan du næppe stole på dem. Et baggrundstjek på en app bør ikke tage meget mere end fem minutter.

Tip nr. 3
Hold øje med sikkerhedsinformationerne. Der er masser af informationer om den aktuelle sikkerhedssituation. Du skal specielt være opmærksom på, hvis virksomheder eller sociale medier bliver udsat for en datalækage. Du kan læse om den slags både her på bloggen, i nyhederne og de sociale medier.

Tip nr. 4
Brug unikke kodeord. Jeg har sagt det før, og nu gentager jeg det så. For hver eneste onlinekonto, du har, skal du bruge et unikt kodeord. Det kan være svært at huske, men en god password manager kan hjælpe dig her.

Skulle det ske, at et hack afslører dit kodeord til en tjeneste, skal du ikke ligge søvnløs over det, hvis du ikke genbruger kodeord.

Tip nr. 5
Del kun det nødvendige. Det sidste tip er, at du ikke skal give flere informationer ud end højst nødvendigt. En app vil bede om brugernavn, kodeord og måske dit navn. Men hvis den har felter til fødselsdag, adresse, telefonnummer også, så skal du ikke udfylde dem. Jo mindre information virksomhederne har om dig, desto mindre chance er der for, at de ender hos de cyberkriminelle.

Bonus tips
Endelig så skal du sørge for, at du har et godt sikkerhedsprogram kørende på din smartphone, hvis muligt. Og du skal huske på, at hvis noget ser for godt ud til at være sandt, så er det ofte også tilfældet.

Rigtig godt og sikkert nytår. Vi ses i 2023.

Husk at du på cybervejret.dk kan få en ugentlig opdatering om it-sikkerhed. Her tager jeg hver uge pulsen på cybersikkerhedssituationen i Danmark og resten af verden.