Pas på din online-aktivitet, når du er på ferie

Next story
Leif Jensen

Ferien står for døren, og mange af os er ved at pakke kufferter, planlægge ferien eller bare sidde og dagdrømme os til, at ferien allerede er startet.

Men når du først kommer frem til dit feriemål, betyder det ikke, at du kan sænke alle paraderne, specielt ikke dem, der handler om din it-sikkerhed. Desværre er der rigtig mange, der ikke tænker over, hvad f.eks. et uskyldigt opslag på et socialt medie kan betyde.

Ingen opdateringer, når du er på ferie

En af de hyppigste fejl, vi ser, er, at folk laver opslag omkring deres ferie – mens de stadig er på ferie. Det kan virke uskyldigt, men det kan have langt større konsekvenser, end du lige går og tænker over.

Mange kriminelle holder nemlig ekstra godt øje med de sociale medier her i ferietiden, og hvis de kan se, at du lige er landet på Maldiverne, så ved de også, at dit hjem er oplagt til et lille uønsket besøg.

”Jamen – mine opdateringer rammer kun mine venner,” er en af de indvendinger, jeg ofte hører, også fra folk, der faktisk ikke har slået den funktion til. Det viser sig ofte, at mange har slået til, at venner, og deres venner, kan se deres opdateringer, og så er man ikke længere herre over, hvem der ser det. Derudover – hvor mange af dine online-venner kender du faktisk?

Når du runder et par hundrede forbindelser på et socialt medie, er det næppe alle, du også kender i den virkelige verden. Mange tilføjer venner til højre og venstre på de sociale medier, fordi en stor følgerskare bare er ’noget, man skal have’.

Endelig er der mange, der sidder på en café og læser opdateringer, og her er det bare alt for let at kigge med over skulderen på andre. Hvis de sociale medier bliver besøgt på en offentlig computer, så er der også lige det problem med, at mange ikke logger ud. 

Igen mister du kontrollen over dine opdateringer – og der skal bare et forkert sæt øjne til, før du får uønsket besøg.

Drop feriebillederne – men du er på ferie

Mange har også en trang til at poste feriebilleder eller -selfier, mens ferien finder sted. Det kan måske virke uskyldigt, ikke mindst hvis man ikke skriver noget om ferie, eller hvor man er.

Men de fleste smartphones i dag forsyner billederne med en gps-tag, eller også ’tjekker’ folk selv ind. Herfra er det let at finde ud af, hvor du er, og måske besøge dit hjem, hvis du er langt væk. 

Du må ikke tagge andre

Men lige meget hvor gode dine online vaner er, når du er på ferie, så er de ikke bedre end hos dem, du møder.

For hvis de tager et billede af dig på ferien og tagger det, eller nævner dig i en opdatering og tagger dig, så kræver det ikke ret meget at udlede, hvor du befinder dig.

Det betyder naturligvis også, at du skal lade være med at tagge folk på billeder eller i opdateringer, når du er på ferie. Folk har ret til deres anonymitet, og det har du også.

Hold dine rejseplaner hemmelige

Jeg startede med at skrive, at mange af os går og glæder os til ferien. Den glæde skal du nyde, og du skal ikke offentliggøre dine planer for ferien. Vi ser mange, der lægger hele deres ferieplanlægning online, og dermed også fortæller alle, at hoveddøren godt nok er låst, men at nøglen ligger under dørmåtten.

Ferieplaner skal aldrig offentliggøres, for det giver igen kriminelle en mulighed for at planlægge deres besøg hos dig i god tid, og der er ingen grund til at give dem de oplysninger.

Hold dig sikker

Herudover skal du naturligvis altid sørge for, at du har et opdateret sikkerhedsprodukt på din laptop, smartphone og tablet. Du bør også så vidt muligt bruge en VPN, når du surfer rundt på nettet, når du ikke er hjemme.

Du kan læse flere gode råd til, hvordan du håndterer brugen af offentlige WiFi i denne blog, og hvordan du sikrer din smartphone her.

Husk at du på cybervejret.dk kan få en ugentlig opdatering om it-sikkerhed. Her tager jeg hver uge pulsen på cybersikkerhedssituationen i Danmark og resten af verden.